Sne i april

Det havde sneet i nat. Lidt underligt efter et par rigtig fine og lidt lune forårsdage, hvor man kunne sidde på terrassen og arbejde i haven uden overtøj på.

Men det fine lag af ny sne, i kombination med den tidlige sol, var smukt, så jeg tog hurtigt afsted til Stråsø og var fremme lige omkring solopgang.

Og det var virkelig en smuk morgen! Men også kold på grund af blæsten. Det sneede også lidt stadigvæk.

På vejen ud til plantagen gjorde jeg holdt flere gange, for at nyde landskabet.

Et stop på vej ud til plantagen. Himmelen var så flot!

Åen, som bugter sig gennem hedelandskabet, var som guld i morgenlyset.

En strøm af guld

Jeg så ikke så mange dyr i dag. Men en lille fugl sad på en gren i snevejret. Et andet sted så jeg et rådyr, som nysgerrigt kiggede på mig. Det virkede slet ikke skræmt.

Lidt efter kom jeg til en lille sø, hvor spejlingen af træerne i vandet var rigtig flot. Der måtte jeg også tage nogle billeder.

Der var også mange andre fine “snedetaljer” at fotografere. Det var faktisk svært at vælge – og jeg kom hjem med over 200 billeder! Billederne her på siden er bare et lille udpluk.

Her har jeg fotograferet åen et andet sted. Det er senere, og det gyldne lys fra solopgangen er forsvundet. Det er også ved at blive mere skyet og de blålige nuancer er tydelige.

Til sidst tog blæsten og sneen til og det begyndte at fyge. Det blev koldere, og det var på tide at tage hjem..